Norsk Retstidende. Ugeblad for Lovkyndighed, Statistik og Statsøkonomi, Nr. 1. udgivet af den norske Sagførerforening. Onsdagen den 3die Januar. Domme. 1872. Sagsbehandlingen i en allene efter Tiltaltes Begjær til Overret og Høiesteret indanket Sag kjendt uefterrettelig at være, som angaaende et Faktum for hvilket Tiltale ikke var besluttet paa den i Lov af 17 Marts 1866 foreskrevne Maade. Referents og Forsvarers Salarier nedsatte, fordi de herpaa ikke havde været opmærksomme. Misbilligelse af at Aktor for Høiesteret i det formelle Spørgsmaal eensidig havde stillet sig paa den Side, som nærmest tilkom Defensor. Høiesterets Votering og Dom af 10 Novbr. f. A. i Sagen L.Nr. 1o 1871: Ad= vokat Heffermehl, Aktor mod Hilmar Andreas Frank (Hausmann). Assessor A. Thomle: Angj., der i forrige Aar havde erhvervet Borgerskab som Bagermester i Levanger, er født den 6 Aug. 1845 og ikke tidligere tiltalt eller straffet. Den 12 Jan. d. A. overleverede han sit Bo til Konkursbehandling, og opgav han da sine Aktiva efter en specificeret Fortegnelse til 172 Spd., men Passiva til 591 Spd., medens disse senere af Bestyreren er opgivet at udgjøre 670 Spd. 16 ß. Under Konkursbehand lingen opstod der Mistanke til Angi. om, at han havde forstukket væsent= lige Dele af fine Aktiva inden Konkursen, og efter Klage fra flere af Kreditorerne blev i den Anledning et Forhør beordret optaget, efter hvis Slutning Amtmanden i nordre Throndhjems Amt fandt sig beføiet til under 22 April d. A. at sætte Angj. under justitiel Tiltale for ved Opgivelsen af sit Bo til Stiftebehandling at have forstukket eller fordulgt en væsentlig Del af, hvad han havde fortjent red at drive Bageri i Levanger fra Mai Maaned 1870, og unddraget samme fra at komme ind under Konkursmassen, da det", som det heder i Tiltalebeslutningen, efter de fremkomne Oplysninger synes at maatte være utvivlsomt, at han havde gjort sig skyldig i saadan Forbrydelse". Under Sagens Behandling optoges et Thingsvidne i Throndhjem, og herunder det blev oplyst af 3 Vidner, hvoriblandt Angi.s Fader og Broder, at Angi. i de første Dage af Januar Maaned d. A. kort før Opbudet havde været hos sin Familie i Throndhjem, og at han da havde med sig 80 Spd., som han havde leveret til sin Broder, 3 Thingsvidne, at der for dette Beløb blev udstedt en Kvittering fra Faderen til Angi. og at Angj., forinden han forlod Throndhjem, af sin Broder erholdt tilbage 30 Spd., men at Broderen beholdt de andre 50 Spd., hvilke Penge senere efter Konkursens Aabning efterhaanden blev tilsendt Angj. dels ved Faderen og dels ved Broderen. Ved at foreholdes disse Forklaringer, erfjendte Angj. deres Rigtighed, idet han forklarede, at Hensigten med, at han afleverede de 80 Spd. til Broderen, var, at denne efterhaanden skulde anvende disse Penge til derfor at kjøbe ham de for Bageribedriften nødvendige Gjenstande, og at de 30 Spd., som han under Opholdet i Throndhjem tog tilbage fra sin Broder, af Angj. selv bleve anvendte i dette Diemed. Det er oplyst, at paa den Fortegnelse, som Angi. med sin Opbudsrekvisition lod følge over sine Aktiva og Passiva, opgaves ikke de 50 Spd., som Angi. da havde staaende hos sin Broder, iblandt Aktiva, ligesom det er erkjendt af Angi., at de ham efter Konkursen tilsendte 50 Spd. af ham ere blevne forbrugte til Underhold af ham og hans Familie, som ellers efter hans Opgave vilde have været udsat for Mangel. Det kan forøvrigt bemærkes, at Angi. under sit ommeldte Ophold i Throndhjem af 1 Thingsvidne fik skrevet den af ham indleverede Opbudsrekvisition og den dermed fulgte Status, og at det, uagtet Angj. ikke vil erkjende det, vist ikke er tvivlsomt, at han reiste fra Throndhjem til sit hjem med den Hensigt at gjøre Konkurs. Efter hvad der saaledes er anført, er det klart, at Angj. har gjort sig fyldig i det i Aktionsordren betegnede Forhold med Hensyn til de af ham hos Broderen deponerede og senere forbrugte Penge, og for dette Forhold er han ogsaa ved de ergangne, af Sorenskriveren i Stør- og Vardalen den 10 August og af Throndhjems Stiftsoverret den 4 Septbr. d. A. afsagte Domme fældet efter Krü.8 21-24 litr. a. Straffen er bestemt til Strafarbeide i 9 Maaneder, hvorhos Angj. er ilagt sædvanligt Omkostningsansvar og deriblandt Udredelse af Salarier til Referent og Forsvarer ved det i Throndhjem optagne Thingsvidne, Overretssagfører A. Petersen og Auditør Nikolaysen med 6 og 5 Spd., og til Referent og Forsvarer under Hovedsagen, Sagførerne Gellein og Holan med resp. 12 og 9 Spd., samt endelig ved Sverrettens Dom i Erstatning til Delinkventfondet paalagt at udrede 2 Spd. Sagen er saavel tidligere til Overretten som nu til Høiesteret indbragt efter Angi.s Forlangende. Efter den givne Fremstilling af Sagens Omstændigheder finder jeg Angi. rettelig fældet og ligesaa Straffeudmaalingen efter Omstændighederne passende, uden at der er Grund til Benaadning, ligesom jeg ved Omkostningsansvaret Intet har at bemærke. Der har i Skranken været reist Trivl om, hvorvidt det Faktum, hvorfor Angj. allene sees at være fældet ved de ergangne Domme, rettelig er taget under Paakjendelse af de underordnede Retter. Det maa nemlig ansees givet, at dette Faktum ikke allerede var oplyst under Forhørsbehandlingen, eller forinden Aktionsordren blev udstedt, men at Oplysning derom først fremkom ved det under Sagen i Throndhjem optagne Thingsvidne; og man har da ment, at det skulde stride mod § 29 i Lov om Behandling af Straffager af 17 Marts 1866, at dette Faktum har været taget under Paakjendelse. Skulde dette være rigtigt, vil der opstaa Spørgsmaal, om det ikke bliver nødvendigt, at kjende de ergangne Domme uefterrettelige. Men det forekommer mig, at den gjorte Indvending mod den tidligere Retsbehandling ikke er beføiet. Saaledes som allerede anført, gaar Aktionsordren ud paa, at det efter de fremkomne Oplysninger formentlig maatte være utvivlsomt, at Angj. ved den Leilighed, at han havde opgivet fit Bo til Skifterettens Behandling, havde forstukket eller fordulgt en væsentlig Del af, hvad han havde fortjent ved at drive Bageri i Levanger og unddraget samme fra at komme ind under Konkursmassen. Under Forhøret er der formentlig ikke fremkommet nogen Oplysning om specielle Fakta, hvorved Angi. havde gjort sig skyldig i Forbrydelse mod Krll.8 21-24, men derimod mere almindelige Indicier for, at Angi. maatte have understukket endel af sine Aktiva, og naar Amtmanden. vilde sætte Angi. under Tiltale for dette Forhold, saa kunde han formentlig heller ikke udtrykke sig mere specielt, end han har gjort i sin Aktionsordre, i hvilken Henseende maa bemærkes, at § 2 i den citerede Lov af 17 Marts 1866 lyder saaledes: Enhver Beslutning om Tiltale skal, saavidt muligt, med Angivelse af Tid og Sted, i kort Affatning fremstille den bestemte Handling eller de Handlinger, for hvilke Tiltale besluttes". Det er altsaa saa, at det vistnok er paalagt Amtmanden at fremstille de bestemte Handlinger, for hvilke Paatale besluttes; men der er tilføiet saavidt muligt". " Og her var det ganske umuligt for Amtmanden at paapege specielle Fakta, da ingen saadanne Fakta under Forhøret vare oplyste; og anser man først Aktionsordren i og for sig for at være en gyldig Aktionsordre eller Amtmanden overhovedet berettiget til efter de under Forhøret oplyste Omstændigheder at dekretere Aktion, Noget jeg ikke tror, at man med Føie kan bestride, forekommer det mig afgjørende, at det Faktum, der oplystes under Thingsvidnet i Throndhjem og siden har givet Anledning til Angj.s Domfældelse, blot var en Oplysning, stikket til at bevise det Forhold, hvorfor Angj. ved Aktionsordren var sat under Tiltale og indbefattet under denne, ligesom jeg formener det utvivlsomt, at Amtmanden selv har betragtet Forholdet paa denne Maade. Det maa nemlig bemærkes, at da Thingsvidnet af 30 Mai d. A. var optaget, og efterat Angi. i en Session i Hovedsagen i det Væsentlige havde vedtaget de under Thingsvidnet fremkomne Oplysninger, blev Sagens samtlige Dokumenter af Referenten indsendt til Amtmanden ledsaget af en Skrivelse, hvori Referenten fremstiller de Oplysninger, der under Thingsvidnet vare fremkomne, og henstiller til Amtmanden, om der ikke var Anledning til at inddrage nogen af de under Thingsvidnet afhørte Vidner, som forøvrigt ikke vare blevne edfæstede, under Aktionen; men Amtmanden sendte Sagen tilbage til Referenten med den Underretning, at han ikke fandt tilstrækkelig Grund til at inddrage nogen af disse Personer under Retsforfølgningen mod Angi. At det hermed aldeles ikke var Amtmandens Tanke, at det oplyste Faktum ogsaa for Angj.s Vedkommende skulde ansees at ligge udenfor Aktionen, eller ikke gjøres til Gjenstand for Retsforfølgning, finder jeg efter den hele Sammenhæng ganske klart. Og naar Amtmanden ikke udtrykkelig har erklæret, at Aktionen ogsaa skulde gjælde dette Faktum, har det utvivlsomt været fordi han antog, at dette Faktum for Angj.8 Vedkommende blot var en Del af det Forhold, hvorfor Amtmanden allerede i sin Aktionsordre af 22 April havde sat ham under Tiltale. Det forekommer mig saaledes, at selv om man vilde mene, at Aktionsordren i og for sig var mindre heldig affattet, eller maaste ikke ganske opfyldte de Fordringer, som til en udadlelig Aktionsordre opstilles i § 2 af Loven af 17 Marts 1866, saa kan der dog ikke være nogen Tvivl om Amtmandens Mening med Hensyn til det Faktum, hvorfor Angj. er fældet, nemlig at han vilde have det paatalt, Noget, som ogsaa antages at ligge deri, at de ergangne Domme, hvorunder denne Tvivl ikke engang er berørt, ei ere blevne paaankede fra det Offentliges Side, men blot efter Angj.s Forlangende. Under ingen Omstændighed finder jeg, at den brugte Behandling i denne forresten rene og klare Sag lider af nogen saadan Mangel, at det af formelle Hensyn skulde være nødvendigt at kjende den uefterrettelig og saaledes spilde den hele tidligere Retsforfølgning. Med Hensyn til Processualia forøvrigt, stal jeg blot bemærke, at det forekommer mig, at det havde været mere stemmende med Frdgn. af 3 Juni 1796 § 35, om Aktor ved at berøre den Tvivl, der kunde være om Behandlingens Lovlighed, nærmere havde anført de Grunde, som maatte tale for, at Behandlingsmaaden i sig selv var forsvarlig eller ialfald kunde passere, da det Naturlige unægtelig var, at Defensor gjorde Indvending mod Retsbehandlingen, hvilket han da ogsaa har gjort ved at slutte sig til Aktors Ýtringer forsaavidt. Jeg konkluderer saaledes: ,,Stiftsoverretteens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Heffermehl, betaler Tiltalte, Hilmar Andreas Frank, 12 Spd." Assessor Saglund: Jeg er enig med Førstvoterende. Assessor Blich: Ligesaa. Assessor Løvenskiold: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende |